Plejefamiliens juridiske pligter og rettigheder
På denne side kan du læse om en række juridiske pligter og rettigheder, der gør sig gældende for jer som plejefamilie.
E-mail og sikker post
Du må kun sende personfølsomme oplysninger via e-mailsystemet, hvis du sender oplysningerne/dokumentet som sikker e-post.
Hvad er fortrolige og personfølsomme oplysninger:
- Cpr-numre
- Oplysninger om økonomiske forhold
- Helbreds oplysninger
- Strafbare forhold
- Væsentlige sociale oplysninger
- Andre følsomme privatlivs oplysninger f.eks. interne
- Familieforhold
- Oplysninger om race/etnisk baggrund
- Politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning
- Oplysning om seksuelle forhold
Vi henviser til Persondatalovens definitioner - se: www.datatilsynet.dk. Her kan I også læse, hvordan I skal behandle følsomme oplysninger.
Sociale medier
I forbindelse med brug af sociale medier f.eks. Facebook, Twitter mv. henstiller vi til, at der er skærpet opmærksomhed på ikke at overtræde tavshedspligten. Det er brud på tavshedspligten at skrive om et aflastnings- eller plejebarn på Facebook. mv. eller uploade billeder af barnet og dets relationer uden forældrenes tilladelse.
Familieplejen er af den holdning, at det ikke er hensigtsmæssigt for barnets familie og plejefamilien at være venner på Facebook, da det kan skabe misforståelser og uhensigtsmæssige situationer. Se derfor dette som en forholdsregel der skal til for at beskytte det gode samarbejde mellem barnets familie og jer som plejefamilie.
Klageret
Klageret betyder, at borgeren kan klage til anden instans over myndighedens afgørelser. Klageret betyder, at man har ret til et skriftligt begrundet svar på sin ansøgning, medmindre man får helt og fuldt medhold/bevilget det man søger. Som plejefamilie har du klageret, hvis:
- Din kommune træffer afgørelse om ikke at godkende dig som plejefamilie
- Du ikke får helt og fuldt bevilling på økonomiske ansøgninger vedrørende forsørgelsen af plejebarnet, hvis du er netværksplejefamilie.
Magtanvendelse
Det er efter straffeloven forbudt at anvende magt over for plejebarnet, det være sig i form af f.eks. nedværdigende behandling, vold, fastholdelse eller isolation, medmindre der er tale om selvforsvar (nødværge). Hvis du i en konfliktsituation har anvendt magt over for plejebarnet, skal du straks orientere din familieplejekonsulent.