Børnene og de unge
Børn og unge under 18 år, der er flygtet alene til Danmark uden deres forældre bliver kaldt ”uledsagede mindreårige flygtninge”. I Danmark bliver uledsagede mindreårige asylansøgere betragtet som en særligt sårbar gruppe, og derfor er der særlige retningslinjer for behandlingen af deres ansøgninger. Deres ansøgninger om asyl skal behandles hurtigt, og børnene og de unge bliver indkvarteret på særlige asylcentre med specialuddannet personale.
Nogle har mistet deres forældre i krig, andre er blevet væk fra forældrene under flugten og har måske selv været udsat
for traumatiske oplevelser, herunder været vidne til krigshandlinger.
Mange af de uledsagede børn og unge kommer fra velfungerende familier, men kan i forskellig grad være traumeramt. Ikke alle børn og unge kender deres forældres og familiemedlemmers skæbne eller udsigterne til at se dem igen.
Fælles for børnene er, at de savner far og mor, venner og en kendt hverdag. De har dog ofte store potentialer og stort gåpåmod i forhold til at lære dansk, tage en uddannelse og komme i beskæftigelse - på trods af udfordringerne.
De børn og unge, der har behov for en integrationsfamilie, er i alderen 11-17 år. De er ofte drenge, og kommer hovedsagligt fra Afghanistan, Eritrea og Syrien.
Målet er, at de får en hverdag, der på mange måder minder om øvrige børn og unges hverdag, med familieliv, skolegang og fritidsaktiviteter.
I Roskilde Kommune har vi modtaget mange uledsagede børn og unge, der i dag alle er integreret i Roskilde og enten i gang med en uddannelse eller i arbejde.