Bliv integrationsfamilie
Vil du og din familie åbne jeres hjem og hjælpe et uledsaget barn, der er flygtet alene til Danmark?
Uledsagede flygtningebørn og unge der kommer til Danmark uden deres familie skal hjælpes. De skal have et sted at bo og en familie, der kan drage omsorg og hjælpe dem med at integrere sig det danske samfund. Derfor søger Roskilde Kommune familier, der er bosiddende i Roskilde Kommune, og som har interesse i og overskud til at byde et uledsaget flygtningebarn eller -ung velkommen i familien.
At blive integrationsfamilie for et barn eller en ung – uanset etnisk baggrund – vil få en stor betydning for dig og din familie. Som integrationsfamilie er I ikke kun med til at hjælpe barnet eller den unge med at lære dansk kultur og sprog. I er også med til at give dem en familie, som de mangler, når de kommer til landet. Der vil være mange dejlige og givende oplevelser, og der vil også komme udfordringer som i enhver anden familie.
Ønsker du og din familie at åbne jeres hjem for et uledsaget flygtningebarn eller en ung er det derfor vigtigt i familien at få talt sammen og overveje, hvad I som familie kan tilbyde og hvad et plejebarn vil betyde for netop jeres familie.
Kontakt Nadia Frederiksen hvis du har yderligere spørgsmål på 4631 5858 eller
Informationsmøder
Næste informationsmøde for kommende integrationsfamilier er endnu ikke fastlagt.
Da det er Socialtilsyn Øst, der godkender kommende plejefamilier, henviser vi jer også til at deltage på deres kommende informationsmøder på Anders Larsensvej 7, 4300 Holbæk:
17.05.2018 kl. 16:30-18.30
06.09.2018 kl. 16:30-18:30
Tilmelding foregår her: http://www.socialtilsynost.dk/plejefamilier/bliv-plejefamilie/informationsmoeder/
Roskilde Kommune støtter op om jer som integrationsfamilie ved at tilbyde:
- Deltagelse i netværk sammen med andre integrationsfamilier
- Særlig tilrettelagt kurser, uddannelse og vejledning – både før modtagelsen af barnet og løbende derefter
- En fast kontaktperson i kommunen
Roskilde Kommune forventer af jer som integrationsfamilie at:
- I kan introducere barnet eller den unge til dansk kultur, foreningsliv og demokrati, herunder traditioner og højtider, men med respekt for barnet eller den unges egen kultur og religion. Det bliver understøttet på forskellig vis af kommunen
- I har en stabil hverdag og kan understøtte barnet/ den unges skolegang og fritidsaktiviteter fx hente, bringe og deltage i møder
- I taler dansk og er velintegrerede i det danske samfund
- I har et værelse til barnet/den unge, som ikke bliver delt med andre.
Roskilde Kommune hjælper med processen i forhold til godkendelsen som plejefamilie, som I skal have fra Socialtilsyn Øst.